DaFFO-æg

DANSK OPFINDERFORENING® / DaFFO

Dansk Forening til Fremme af Opfindelser

Foreningens historie


Ved stiftelsen i 1968 fik foreningen navnet "Dansk Forening til Fremme af Opfindelser" som forkortes til "DaFFO". I 1999 enedes generalforsamlingen om at modernisere foreningens navn til "Dansk Opfinderforening" og registrere dette navn som et varemærke med tilhørende Columbus-æg.

 

af Herluf Sahlertz (†) o.a.

 

Nordisk initiativ

I slutningen af 60'erne begyndte det så småt at blive aktuelt med internationale patentlovsforhandlinger.

Harald Romanus (civilingeniør, fra Svenske Uppfinnare Föreningen og Leif Nordstrand (jurist og direktør for det norske patentdirektorat) var bekymrede for opfindernes svage forhandlings-position.

De to opfinderrepræsentanter ønskede derfor at samle de europæiske opfinderforeninger i en international forening, som kunne sikre fælles fodslag og føre forhandlingerne. Denne strategi førte senere til dannelsen af International Federation of Inventors Associations (IFIA), som fik stor betydning for sikring af opfindernes rettigheder i patentlove i de fleste lande.

 

DaFFO stiftes

I alle de vesteuropæiske lande fandtes der opfinderforeninger - men ikke i Danmark. Romanus og Nordstrand rettede derfor henvendelse til det danske Patent- og Varemærkestyrelsen, hvor civilingeniør H.A. Hassager gennem en engageret indsats fik samlet en snes danske opfindere og innovations-interesserede til nogle forberedende møder - og endelig en stiftende generalforsamling, d. 4. juli 1968.
.

DaFFO's mål og midler

I de første vedtægter blev DaFFO's formål beskrevet som følger:

» Foreningens formål er at virke til fremme af nyttig dansk innovationsvirksomhed og i dette øjemed navnlig søge at: fremme forståelsen af opfindelsers og tekniske innovationers betydning som økonomisk og kulturel faktor, fremme aktiviteten, effektiviteten og lønsomheden af dansk opfindervirksomhed, fremme interessen for financiering af tekniske innovationer, varetage fælles interesser af lovmæssig, administrativ og økonomisk art. «

DaFFO's første bestyrelse

Hertil valgtes:

Dir. Herluf Sahlertz (formand)
Civilingeniør Ole-Bendt Rasmussen (næstformand)
Civilingeniør Svend Aage Carstensen
Civilingeniør H.A.Hassager
Forfatter Piet Hein
Kontorchef Kund Hjersing
Civilingeniør Kjeld Klintøe
Fabrikant Karl Krøyer
Direktør Viggo Nørby


Suppleanter:

Elektronikingeniør Johanes Jensen
Civilingeniør Lars Thomsen

(Højesteretssagfører Mogens Plesner var DaFFO's juridiske rådgiver og redaktør Knud Meister var pressesekretær)

 

Bladvirksomhed

I starten klarede foreningen sig med cirkulæreskrivelser til medlemmerne og pressemeddelelser, når det drejede sig om medierne. Men allerede fra 1969 blev der regelmæssigt udsendt et nyhedsbrev fra foreningen, som nogle år senere blev til Opfinderen, der har haft stor betydning som formidler af informationer af interesse for opfindere og andre innovationsinteresserede.

 

Opfinderkontoret

Allerede fra foreningens start meldte der sig et påtrængende behov for professionel rådgivning til opfinderne i alle faser fra idé til produktion eller licenssalg. Behovet var blevet så meget stærkere, fordi den lille, idealistiske københavnske institution Teknisk hjælp for ubemidlede, der havde eksisteret siden 1940, ikke kunne fortsætte.

DaFFO overvejede flere muligheder for at få denne opgave løst, men endte med som det mest naturlige at henvende sig tilTeknologisk Institut, hvis daværende direktør, Morten Knudsen, tilbød, under visse betingelser, at iværksætte en beskeden forsøgsordning på 2 år. I 1972 var kontoret en realitet med 2 ansatte.

DaFFO's bestyrelsesmedlem, civilingeniør Bjørn Westfal Eriksen, blev chef. Nogle år senere lykkedes det DaFFO's Jydegruppe at få startet et tilsvarende kontor på Jysk Teknologisk Institut i Aarhus. Båndene mellem DaFFO og VejlederkontoretTeknologisk Institut var i de første år meget nære. DaFFO havde således i nogle år også sekretariat tilfælles med Opfinderkontoret.

Mange opgaver blev løst i et nært samarbejde. Det gjaldt f.eks. opfinderkursus, og til dels DaFFO's Opfinderhøjskole i Ebeltoft. DaFFO var også i en årrække repræsenteret i Opfinderkontorets ledelse, mens en repræsentant for Opfinderkontoret var født medlem af DaFFO's bestyrelse.

Opfinderkontoret blev for nogle år siden en del af Dansk Teknologisk Institut's nye afdeling, DTI-Innovation, som også omfatter iværksættere.

 

Opfinderhøjskolen

I 1986 lykkedes det DaFFO - med støtte fra kommunale og amtslige myndigheder - at få etableret en højskole for opfindere i Ebeltoft.

Skolen blev ramt af en række uheld og fik kun kort levetid. Men meget var sat i gang, som fik varig betydning.

 

Udstillinger og konkurrencer

DaFFO har i årenes løb deltaget i mange udstillinger, både i Herning, Aarhus, Horsens, Vejen og København.

Foreningen har selv foranstaltet udstillinger af sine medlemmers produkter, f.eks. en stor udstilling i Vejen med tilknyttede Opfinderdage og 100.000 kr. til præmieringen af de bedste opfindelser.

I forbindelse med DaFFO's 10-års jubilæum havde foreningen udskrevet en konkurrence, hvortil der indkom mere end 300 opfindelser. De bedste af disse blev præmieret med 250.000 kr.

Siden har især DaFFO's 25 års jubilæums udstilling i Horsens været med til at profilere DaFFO, bl.a. med nyhedsindslag og interviews på flere fjernsynsstationer og en smuk omtale i dagbladene. Dagbladet Politiken's månedlange artikelserie om "Idé-danmark" i januar 1996 har også været medvirkende til at dokumentere DaFFO's seriøsitet og har støttet vore bestræbelser for en troværdig, politisk anerkendelse af foreningens virke.

 

Lokalgrupper

Allerede i DaFFO's første leveår opstod der spontant lokale DaFFO-grupper. I 1975 var foreningens aktiviteter blevet så omfattende, at en decentralisering var nødvendig. Der blev derfor vedtaget nye love, hvorefter en væsentlig del af aktiviteterne blev overladt til lokalgrupper, hvoraf der en overgang var 10, jævnt fordelt over landet. Lokalgrupperne har arrangeret møder, foredrag, diskussionsaftener, virksomhedsbesøg, mm.

Aktivitetsniveauet har været ujævnt, men der er opstået kreative miljøer, hvor der er knyttet nyttige forbindelser, yde kollegial assistance, og ikke mindst stiftet venskaber til gensidig berigelse og moralsk støtte.

 

Sekretariatet

DaFFO har haft sekretariat 6 steder i tidens løb, nemlig:

Landsforeningen Dansk Arbejde
Opfinderkontoret på Teknologisk Institut.
Børsen i København
Industriforeningen i Odense
De Industri-historiske lokaler i Rådvad
Tobaksgården i Horsens

I perioden 1986-1993 har foreningen alene måttet klare sig ved bestyrelsesmedlemmers og andre DaFFO-medlemmers ulønnede indsats. Fra marts 1993 indtil okt. 2003 har foreningen haft fået sekretariat i Horsens i den smukt restaurerede Tobaksgården, under samme tag som ID-Forum.

 

Fortid - nutid - fremtid

Foreningen har nået mange af de mål, man satte sig ved stiftelsen i 1968 - men der mangler stadig mangt og meget - eksempelvis på skatteområdet - og nye opgaver trænger sig stadig på.
Foreningen kan glæde sig over at være inde i en fremgangslinie med mange nye medlemmer og et godt forhold til vore mange samarbejds-partnere.

Ved udgangen af 1991 havde foreningen ca. 130 medlemmer. Ved udgangen af 1995 var dette tal steget eksplosivt til 315 og udviklingen fortsætter ufortrødent.

Forholdet til Dansk Ingeniørforening, Innovation, Patent- og Varemærkestyrelsen, Forsknings-, Teknologi- og Erhvervsministerierne og flere andre, er forbedret væsenligt.

Indadtil i foreningen vil fremtiden nok blive præget en del af, at opfindelser indenfor sundhedssektoren samt energi- og miljøsektoren kommer stadig mere i centrum.

Udadtil vil foreningen gå ind for, at den danske iværksætterpolitik - og erhvervspolitik i det hele taget - i højere grad end nu sætter fokus på opfindere som - i modsætning til mange iværksættere - udvikler produkter, der takket være deres egenart ikke er konkurrenceforvridende.

Desuden vil DaFFO slås for en afbureaukratisering af de serviceorganer, der findes på vores område.

Hvis samfundet ønsker at fremme erhvervsrettet udvikling af danske opfindelser, skal hjælpeorganerne kunne samarbejde på lige fod med de kreative og stærkt motiverede opfindere, som - det skal være indrømmet - ikke altid er lige nemme.

Gennem DaFFO vil det kunne lykkes!

DaFFO's formænd gennem årene

1968 - 1975   Herluf Sahlertz (Direktør, Beklædningsindustriens Sammenslutning)
1975 - 1980   Edmund Kaiser (Dr. techn.h.c., Kaisers Laboratorium)
1980 - 1986   Mogens Vincentz (Ingeniør og forfatter)
1986 - 1988   T. Bak-Jensen (Direktør for eget konsulentvirksomhed)
1988 - 1991   C.G. Rasmussen (Civilingeniør, informationschef på DTH)
1991 - 1998   Herluf Sahlertz (Direktør og DaFFO's første formand)
1998 - 2010Hans Haraldsted (Europaingeniør)
2010 - Erik skaarup